I den gennemgående overskrift på min bog ”Slået hjem”’s hjemmeside står der blandt andet: En bog om tab af job, prestige, magt og identitet.

Da én af mine gode netværkskammerater så den, skrev han resolut i en mail til mig: ”Flot side, men du mistede da ikke din identitet!”. Hvortil jeg kort måtte svare: ”Men jo - en smule. Min (arbejds)identitet var bygget op omkring mit job og min stilling, og noget af den identitet mistede jeg”.

Jeg har i alle år – fra det allerførste job og helt frem til i dag – haft evnen til (eller behovet for) at identificere mig meget med mit job, min stilling og min virksomhed. Og i en skøn blanding af stolthed, tilhørsforhold, tryghed, genkendelsesglæde, uniformering, sammenholds følelse og hold ånd, stod jeg altid i forreste række til uddeling af firma løbetøj, T-shirts, muleposer, mærkater med firmalogoet til bilens bagsmæk mv. Jeg var ”firmaets mand” både på arbejde og i fritiden.

Samtidig var det i mine første arbejdsår, at jeg grundlagde mange af de private venskaber, som jeg den dag i dag stadig er privilegeret af at have og som udgør en stor del af min venne- og omgangskreds. Så firmasammenholdet og firmakammeratskabet udviklede jeg til private venskaber og kammeratskaber, hvorved arbejde og fritid i endnu højere grad smeltede sammen.    

Som tiden gik og min karriere tog fart, kom der en yderligere dimension på – nemlig min titel, mit ansvarsforhold og min lederposition i de respektive virksomheder, som jeg arbejde i. Og det kulminerede helt entydigt, da jeg blev – og kunne begynde at kalde mig selv – ”administrerende direktør”.

Der er job titler, som kan være svære at tyde eller forstå, men titlen af administrerende direktør har en betydning, vægt og klang, som er ret unik. For mig betød det ydmyghed overfor jobbet og ansvaret overfor aktionærerne, bestyrelsen og medarbejderne; og samtidig betød det en tydeliggørelse af min fremtræden og profil.

Kort sagt – jobbet og det tilhørende prædikat blev en del af min identitet; og jeg præsenterede mig sjældent hverken offentligt eller privat uden at det faldt mig naturligt ind, at nævne både min virksomhed og min titel.

Det lå simpelthen så dybt i mig, at min livsopgave var ledelsen af virksomheden og at det var en opgave og et ansvar, som fulgte mig hele døgnet, uanset hvor jeg var og hvad jeg lavede. Og da jeg samtidig var mindst lige så meget ”firmaets mand”, som i de unge år; så var jobbet, virksomheden og min titel en integreret del af mig.

Da jeg så mistede mit job, blev jeg med eet frataget – min livsopgave, min ynglings beskæftigelse, 50-60 timer af intens og spændende aktivitet om ugen, mit bedste samtaleemne, det som fyldte mange af mine tanker fra morgen til aften og ikke mindst – en del af min identitet.

For hvad er man: Når man ikke har et arbejde? Når man ikke har et ansvar? Når man ikke er del af en gruppe? Når man ikke må gøre det, som man er god til? Når der ikke er behov for én? Når man ikke mere får hverken ros, ris, støtte, opbakning, sparring eller hjælp? Når man sidder alene derhjemme og er arbejdsløs?

Man er en helt masse andet – selvfølgelig. Men det er sandelig ikke en opdagelse og erkendelse, som man lige finder frem af kommodeskuffen dagen efter sin fratrædelse og som kan udfylde det tomrum og det gab, en opsigelse fremprovokerer.

Så jo, det handler i høj grad om tab af identitet.